Jeg travede med hurtige skridt gennem byens travle gader, det velkendte Apple Watch sikkert spændt om min håndled. Solen skinnede klart på denne skønne dag, og det var den slags perfekte morgen, der gav håb om, at alt kunne ske. Som altid følte jeg mig forbundet med verden takket være min trofaste elektroniske ledsager, der både var en praktisk hjælper og en tidsmaskine, der holdt mig ajour med mine vigtigste opgaver.
Jeg var dog ikke helt opmærksom på mine omgivelser, da jeg var fordybet i en vigtig telefonsamtale. Pludselig snublede jeg over en skjult sten på fortorvet, og det var som om, tiden stod stille et øjeblik, mens jeg desperat prøvede at genfinde min balance. Desværre var mine forsøg forgæves, og jeg fandt mig selv i en skæbnesvanger kamp mod tyngdekraften.
Med et smæld landede jeg på asfalten, og alt omkring mig blev sløret. Jeg fik først langsomt samlet mig selv op, og da jeg kiggede ned på min venstre arm, så jeg et hjerteskærende syn. Mit elskede Apple Watch, der altid havde været der for mig, var nu smadret til ukendelighed. Skærmen var sprængt, og glasskårene mindede mig om, hvor skrøbelig teknologien kunne være.
Det føltes som om, jeg havde mistet en vigtig del af mig selv. Uden mit Apple Watch var jeg pludselig afkoblet fra verden omkring mig. Jeg vidste ikke engang, hvad klokken var, og følte mig som en person, der havde mistet grebet om tid og sted.
Jeg var så trist, og også sur på mig selv. Jeg måtte bare have det fikset. Jeg valgte derfor at tage ned til fixphone. Jeg har været her før, og de er altid så søde, og hurtige til deres opgaver. Jeg gav dem uret, og de fik det repareret samme dag. Jeg var så glad og lykkelig. Dagen endte alligevel godt.