Har du også forelsket dig i det rå New Yorker-look? New Yorker-stilen, også kaldet urban living, kommer fra 60’erne, da den unge generation af kunstnere i New York begyndte at arbejde med kunst i store formater og derfor havde brug for mere plads. De flyttede af den grund ind i nedlagte fabriksbygninger og skabte en ny form for home-work-studio. Det blev så moderne at bo både stort og råt.
New Yorker-stilen kan inddrages i hjemmet på mange forskellige måder. Vi har her samlet vores bedste bud på, hvordan dit hjem kan blive mere råt og moderne.
New Yorker-gulve
En god måde at få den rå indretning ind i hjemmet på, er ved at få lagt et New Yorker-gulv, også kaldet et designgulv. Det er et cementbaseret gulv, som giver et råt og minimalistisk look til ethvert rum. New Yorker-gulvene kan fås i mange forskellige farver og designs, lige fra det klassiske til det helt rå, fra mat til højglans. De er også kendt for deres enorme slidstyrke, og det kan endda lægges ovenpå et eksisterende gulv, f.eks. et trægulv eller et betongulv. Det er også et gulv, der egner sig til alle rum, også vådrum, bl.a. på grund af dets minimale vedligeholdelse og rengøringsvenlighed.
Rå murstensvæg
En hvid væg går aldrig af mode, men hvis du gerne vil have et mere råt udtryk, kan du ikke gå galt i byen med en murstensvæg. Det kræver dog, at der under gipsen, tapetet og malingen gemmer sig mursten. Hvis du bor i en ejendom eller bolig fra før 1930, er sandsynligheden ret stor. Det er dog en god idé at finde gamle tegninger af huset for at se, om der er murstensvægge eller evt. trævægge eller koksvægge. Hvis det er tilfældet, kan du regne med en weekends arbejde samt omkring 2000 kr. i materialer, hvis du kan klare arbejdet selv.
Industrielle møbler
Der findes mange fede industrielle møbler og nips, som kan hjælpe dig med at fremhæve New Yorker-stilen i din bolig. Det kan f.eks. være stålreoler til opbevaring, gamle industrilamper over spisebordet, spiseborde af rustikke træplanter eller sofaborde af beton. Det kan her være en god idé at gå på loppemarkeder og i retrobutikker for at finde de helt rette elementer til din New Yorker-bolig.